"Det år lokkede han fru Haufred, tog hende med"

Folkevisen om Helleriis, Østergård og Søndbjerg Kirke,  Søndbjerg Sogn, Thyholm

Tekst: Broder Brorson, biskop i Ålborg 1737-78, vedlagt en afskrift af visen som forklaring. Visens oprindelse kan efter nogles mening være tidligt i 1200-tallet. I kursiv enkelte vers fra Brorsons afskrift.
Kilde: Sortfeldt, 1930

Foto og opsætning: Anders Gade

Stedforklaring

 

1. Østergård
2. Helleriis
3. Råkjær Skov
4. Søndbjerg Kirke
5. Langehus

Den østerste Gaard i Sønbjerg By, Østergaard kaldet, bestaar ungefær af 10 tdr. Hartkorn, har i katoliske Tider været et fast Sted med Volde, hvis Rudera endnu kan ses, en Herresæde, hvorpå boede en Mand Giøde Loumandsen, havde og holdt 30 jernklædte Mænd.

(1) 
Østergård 

(set fra syd, fra den anden side af den nu tørlagte Serup Sø
juli 2004)

Samme Giøde Loumandsen havde en Søster, hed Haufred; efter hende lagde sig en Herremand, som boede paa Hellerisgaard i Sønbjerg Sogn, nu ansat for Hartkorn 9 Tdr. 4 Skp., ligeledes befæstet med Volde, som endnu er at se, og da han havde besvangret hende, tog han hende til sig udi Hellerisgaard, og der boede med hende ungefær 38 Uger. Samme Herremand hed Ingvor.

Det Aar lochet hand Haufred, tog hende med Ære og Priis,
Den første Nat de sammen sov det var i Helleris 
(vers 1)
Den anden Nat derefter, de sov i grønnen Eng,
Da drømte liden Ingvor udi sin Brudeseng
  (vers 2)
"Jeg drømte, at de Vildsvin drak halvt mit Hjerte Blod,
Og at Marie Kirke over os i Lue stod"
  (vers 3)

(2) 
Helleriis 

(set fra øst - 
marts 2005)

Denne Hovmod fortrød Giøde Loumandsen og vilde hævne sig paa Ingvor, at han i Hor havde ægtet hans Søster, hvorfor han stillede sine jernklædte Mænd i fire Dele og vilde paa alle Kanter beligge Helleris og tage Ingvor til Fange, men ved Haufreds List praktiserede Ingvor og hun sig til Hest fra Helleris ind udi Rochier Skov for der at skjule dem; men da Giøde Loumandsen formærkede deres Flugt, besatte han Skoven, og da de der ej længer kunde bjerge sig, tog de Flugten til Sønbjerg Kirke, som kaldes Marie Kirke, og med dem selv og Heste salverede dem til Alteret

"Ej andre Raad kan jeg os kende, jeg er en bluesom Kvinde,
Lader os fly til Marie Kirke, vi faar vist Raad af hende"
(vers 6)
Saa red de ud af Helleris igennem Rochiers Skov,
Saa red de til Marie Kirke, saa lidt monne de det love
(vers 7)

(3)
"Rochier Skov"

(december 2004)

Området mellem Helleriis og Østergård er her set over mosen  fra Lyngtoppen. 
Lundgård ses til venstre, mens gården Råkjær er skjult i tågen til højre

Giøde Loumandsen, som var af Vrede og Had optændt, forfulgte dem til Kirken, og uanset Præsten, som kaldtes Sct. Søren, med Bøn vilde afværge Giøde Loumandsens Vrede, saa dog skød Giøde Loumandsen Kirken i Brand, og da ingen Redning saas for Ingvor og Hustru, stak de først deres Heste ihjel og svalede dem paa deres Blod, men da Blyet begyndte at rinde, bad og raabte Ingvor til Giøde Loumandsen, at om han end vilde se ham saa forsmædeligt brændt, han da dog vilde redde og hans Hustru og Giøde Loumandsens Søster fra denne Vaade. Medynk vorde da Giøde Loumandsen og lod tvende af sine Mænd med deres Glavind udstøde et Kirkevindue og derigennem tog Haufred, hvis Klæder og Haar næsten var af brændt, og hendes Broder havde givet hende Pardon, gik hun lidet vestenfor Sønbjerg Kirke udi en liden Dal, kaldet deraf endnu paa denne Tid Kvinddal; der fødte hun en Søn, hvilken hun i største Dølgsmaal fik døbt udi Semb Skram Kirke, som nu er Hvidbjerg Kirke på Tyholm.

Udkom St. Søren, han var deres Sognepræst:
"I brænder ej Marie Kirke i Dag, det er Raad de bedst"
  (vers 10)
Det var liden Ingvor, der han saa Blyet rinde,
"Jeg beder eder for den øverste Gud, I sparer den usle Kvinde"
  (vers 15)

(4)
Marie Kirke, Søndbjerg

(december 2004)

 

 

Sveden blev hendes Klæder, og sveden blev hendes Haar,
Saa gik hun ned til Kvindal, hendes første Søn frembaar
  (vers 17)

Derefter opfostrede hun ham til han blev hans 18 Aar.  Da fortalte hun ham, hvorledes hans Morbroder Giøde Loumandsen skændelig havde brændt hans Fader og ophidsede ham til hævn. Dette unge Menneske, som var kaldet efter Faderen Ingvor, samlede nogle Mandskab og uforfærdet red med dem til Østergaard, en Dag Giøde Loumandsen gjorde sig lystig med sine jernklædte Mænd, og udæskede Mandebod for hans Fader; men Giøde Loumandsen, der var en gammel haard Krigsmand, æstimerede ikke Ingvor for andet en Spyttegøg og derfor drog sit Sværd og med den opkastede Jord i Vrede med saadanne Ord: "Du skal aldrig faa for din Faders Død enten Guld eller Penges Værdi", hvortil Ingvor svarede: "Jeg begærer hverken Bod i Guld eller Penge, men jeg vil have ... for min Faders Liv og ... derpaa vendte sig fra Giøde Loumandsen, som agtede intet om Ingvors Trusel, til sine Folk, og da han havde omringet Østergaard, at ingen kunde undkomme, skød han Ild paa Østergaard og indebrændte Giøde Loumandsen med hans 30 Mænd, red saa til Helleris til hans Moder, og da han berettede hende Udfaldet, slog hun sine Hænder sammen med Graad og sagde: "Tilforn var det kun een Skade; men nu er det bleven til to"

Det var liden Ingvor, han kalder sine Frænder i Raad.
"Jeg vil ride til Østergaard og æske for min Fader Bod"
   (vers 23)

Østergård

( december 2004)

Han brændt inde Hr. Torben, han brændt inde Hr. Tord.
Han brændte Giøde Lovmandsen, sad øverst ved Tavlebord
  (vers 31)
Han brændt ind Hr. Terkild, og han brændt ind Hr. Svend.
Han brændte Giøde Lovmandsen med 30 jernklæd'  Mænd
  (vers 32)

 

Gade-Udesen@vip.cybercity.dk