PE R S O N A L H I S T O R I S K E, S O G N E H I S T O R I S K E OG STATISTISKE BIDRAG TIL EN 

DANSK PRÆSTE  OG SOGNEHISTORIE 

(KIRKELIG GEOGRAFI) 1849-1949 (1959)
SAMLET OG UDGIVET AF

Læs også:

 Piben og Uhret


og "Med toget"

 
Lokalarkivet, Thyholm

PAUL NEDERGAARD

SOGNEPRÆST. K,ØBENHAVN

v.
AALBORG STIFT

 

Danske Boghandleres Kommissionsanstalt

KØBENHAVN 1959

SØNDBJERG-ODBY

______________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________
Søndbjerg sogn, 880 ha, et lille sogn paa østsiden af Thyholm, er bakket mod nord og øst, frugtbart. 
Byerne: S, Hellerød, fiskerlejet Tambohuse.

Odby sogn, 1283 ha, det sydligste paa Thy­holm, er for en del bakket, skrænter ved ky­sten. Skibdal ved Serup strand er naturskøn. Mod syd den 2 km lange landtunge »Sunddra­get«, der er lav og dækket med grus og sten. løvrigt ret frugtbart.
Byerne: 0, stationsbyen Uglev med mh f'ra 1888, Serup, BjørndIal, Oddesund nord med bro til Oddesund syd. Fol­ketallet er nedadgaaende.
I Serup bakker har der været en sundhedskilde.
Odby sø udtørredes 1878,
Søndbjerg (og Hvidbjerg) ligger de thyholmske Hvidlersgrave, hvorfra man siden 1734 har hentet et godt gødningsmiddel, hvidler, en slags kalk. 1934-38 byggedes Oddesundbroen over til Grisetaa odde i Humlum, jernbane. og landevejsforbindelse til Struer.
Det kirkelige liv
Jegindø hørte hertil indtil c 1600 og 1827-59. Pastor Peter Wilse (1743-73) var pietist, gift med en datter fra det fromme hjem på Nr Vinkel ved Lemvig. Han havde vanskeligt ved at slaa Igennem. Folk sendte kun trægt deres børn i skole. En for­maning ved bispevisitatsen 1757 hjalp en tid, man skød skylden paa degnens uduelighed. Wilse mente dog, at de aabenbare synder blev mindre grove, ef­terhaanden som ordet bar frugt i deres hjerter.
Hans, jubilæumsprædiken 1749 viser ham som en udpræget vækkelsestaler. 1773 byttede han embede med sin søn paa Jegindø, Niels Wilse, som var sp her 1774-1807. Efterfølgeren, Andreas Ostermann (1808-23), havde været missionær i Grønland, var rationalistisk. Under de flg præster, Fr. Haugaand (1823-38) og Mich. Christensen (1838-59), var der ikke meget liv.
Saa blev pastor C. M. Q. Christophersen sp her (1859-72). I hans tid brød der en del aandeligt liv igennem, og selv stod han som de vaktes trofaste ven.
Det begyndte med, at. Poul Kristensen (Poul Kræn), der var opvokset i et fattigt, men bør­nerigt hjem, i aaret 1863 forpagtede en gaard i Uglev. 1868 købte han den.
Fra en forsømt og udpint tilstand drev han den op til at blive en mønstergaard, hvilket naturligt gav stor anseelse og førte ham ind i en mængde tillidshverv, ligesom det ogsaa gjorde det let for ham at komme ind med sin kristendom, hvor andre ville være blevet udenfor.
Han tog sin broder, Kristen, i tjeneste, der i flere aar havde tjent hos P, Vejling, »Bremdahl« i Humlum, som havde gjort sit hjem til et af sam­lingsstederne for de hellige. Kristen var blevet vakt, men endnu ikke omvendt, hvilket faar P. Vejling og Niels Pallesgaard til at tale lidt ængsteligt sam­men om, hvorledes det mon gaar Kristen ovre paa Thyholm, hvor der ingen hellige folk er. og nu tog de to gaardmænd over at se efter, hvorledes det gaar tjenestekarlen, hvilket bringer saa stor glæde hos baade Paul og Kristen, at de sammenbyder naboer og venner til et lille møde, hvor man syn­ger, læser og beder sammen - til stor glæde for adskillige. - Besøget gentages 1865, og 1866 korn­mer de igen og har da flere med bl a Anders Stub­kjær.
Anders Stubkjær fortæller:
»En lærers navn maa jeg nævne, Vorde. Han var lærer og kirkesanger i Odby.
Det var et sidestykke til lærer Aggers i Ramme. Men der var den store forskel, at da jeg havde holdt det første møde i Odby skole, sluttede præsten sig til det liv, som blev vakt.
Hans navn var Christophersen. Jeg havde talt over teksten: »Vaagn op, du, som sover, og staa op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig« (Efes 5,14), og havde i min tale henvist til den rige mand, som sagde nej paa jorden til pro­feterne og sagde ogsaa derfor nej i helvede.
Pastor Christophersen sluttede mødet, og under mange taarer bad han den store forsamling om aldrig at sige nej til Jesus. Han var vist en ven af livet før den aften, men han var ukendt og var sluppet godt fra det at prædike Kristus den kors­fæstede. Nu kom hans tid til at lide ondt med evan­geliet. Det varede ikke længe, inden kirken blev omtrent tom, og der blev en mumlen og en spør­gen: »Hvad gaar der af vor kære præst? De er jo snart ikke til at kende igen hverken præst eller degn.« Men da dette rygte om den store forandring, der var foregaaet hos præsten og degnen, naaede Hardsyssel, begyndte vennerne derfra at valfarte til Odby kirke, og saaledes blev den snart fuld igen.
Der blev ikke faa mennesker vakte i Odby, og disse bad de tilrejsende om at gaa med hjem, og de bad ogsaa naboer og slægtninge om at komme og være sammen med de tilrejsende fra HardsysseL Jeg skal ikke her komme ind paa at nævne alle disse ved navn, men indskrænke mig til at nævne lærer Vordes og gaardmændene Poul Kristensen i Uglev og Kr. Villadsen.
Disse familiers hjem blev i virkeligheden annekskirker.

De udfoldede en stor virksomhed efter deres forhold. De baade ville og kunne yde udstrakt gæstfrihed, og der blev afholdt - jeg havde nær sagt utallige - møder baade i skolen og hos de to gaardmænd. Jeg ved ikke tal paa de mil, de kørte, da der efterhaanden blev aabnet os adgang til gaarde og huse længere mod nord i Thy. Det gik nu mest ud over Kr. Villadsen med disse køreture. Jeg husker, jeg engang sagde til ham:
»Jeres heste er nærved at blive missionsheste, og ikke nok dermed, det gaar jo ogsaa ud over hjulringene, Skulle det knibe for dig med nogle nye ringe, saa indser jeg ikke rettere, end at det er retfærdigt, at Indre Mission gør bekostnin­gen.« Men endnu er der ingen regning kommet hverken fra Poul Kristensen eller fra Kr. VilIad­sen: de kører endnu fremdeles for egen regning.
Der udgik derfra en mægtig livsstrøm baade til Jegindø, Søndbjerg, Hvidbjerg og Lyngs, og der blevet stort tal af opvakte og omvendte menne­sker, ikke alene blandt smaafolk, men ogsaa blandt mange velhavende gaardfolk. Til bevis herpaa kan anføres, at det varede ikke længe, før de faldt paa den tanke: Det forslaar alligevel ikke med det ar­bejde, vi kan præstere. Lad os købe et hjem til en missionær saa stort, at han kan have et par køer.
Vi kan nok magte at betale det og saa drive jorden. Lad os saa bede missionen om at sende os en missionær, som helt kan ofre sig til at gøre hus­besøg og holde forsamlinger, dels i sit eget hjem, dels i gaarde og huse omkring paa Thyholm.
Dette kunne missionens bestyrelse ikke andet end glæde sig Over. Nu gjaldt det om at finde den rette mand, og ham fandt vi i den uforglemmelige Jesper Nielsen, som døde sommeren 1896. Men det bemærkes, at da de omvendte mennesker blev saa mange, at de ikke kunne rummes i det hjem, som de havde købt i Lyngs, solgte de det og købte en anden ejendom i Hvidbjerg og byggede saa der et missionshus og beboelseslejlighed.
Det er et stort tal, som blev vakt ved ham, og som let faar taarer i øjnene, naar de tænker paa, hvad han af Guds naade har været for dem. Desuden havde han en stor gave til at tilskynde de troende til tro og gode gerninger, saa den indskrift var tydelig: »Se, hvor de elsker hverandre!« Ikke blot paa Thyholm blev det ham forundt at gøre en velsignet missionsgerning, men ogsaa paa Mors. Dermed gik det saa­ledes til: En troende sadelmager paa Mors havde i 14 aar sukket, vidnet og grædt, haabende, at han dog maatte faa en missionær at se, inden han døde. Saa havde han ogsaa hørt om Jesper Nielsen; og han bad da en sognefoged, om han, dersom han kunne faa denne missionær til at komme, da ville laane ham hans gaard til at holde missionsmøde i. Dette gjorde han med en saadan inderlighed, at sognefogeden ikke kunne nægte det.
Der blev skre­vet til Jesper Nielsen, og da denne læste brevet, sagde han til sin hustru: "Denne opfordring føler jeg, at jeg maa efterkomme.« Han rejste straks. Hvor mange mennesker, der blev vakte ved dette møde, ved jeg ikke, men jeg ved, at der er mange mennesker, der priser Gud for det ord, de hørte. Jeg har haft lejlighed til at besøge nogle af disse, og jeg høstede en velsignet frugt af det arbejde, Gud havde brugt Jesper Nielsen til.
Det var ikke alene fra Hardsyssel, at folk kom til Odby, de kom fra Jegindø, Hvidbjerg,  Lyngs, ja helt langt oppe fra Thy for at høre pastor Christophersen. og de gik ikke tomhændede hjem - her var føde for sjælen - og hvad de satte al­lermest pris paa: her var en virkelig ven, der for­stod dem. Der blev sagt om ham at han betragtede alle i sognene næsten som sine børn, hvis ve og vel laa ham stærkt paa sinde, hvorfor han gik rundt i alle hjem, som var han hjemme der; de fattige hjalp han selv til det yderste, og han kunne faa andre til at hjælpe med; de syge satte han sig stille hos og talte med dem om alt, hvad der kunne oplive dem - og glemte aldrig at faa talt med dem om Jesus. Børnenes øjne tindrede, naar de saa ham, og ganske stille kunne de liste hen og tage ham fortroligt i haanden, saa han ofte havde en hel flok ved haanden, naar han gik hen ad vejen, og saa kunne han gaa fortroligt og tale med dem om, hvorledes det skulle gaa dem, naar de kom ud i livet. - Da. han rejste derfra og over til Samsø, gik han rundt og sagde farvel til hvert men­neske, Han opdagede imidlertid, at han har glemt to hyrdedrenge - dem gik han den lange vej ud til for at faa sagt et venligt farvel.
Og hvor han tog alt alvorligt. En dag ved konfirmationsundervisningen, da han taler indtrængen­de til børnene, ser han, at en dreng sidder og ler, hvilket faar ham til at græde saa stærkt, at han ikke kan fortsætte undervisningen og beder derfor børnene om at gaa hjem. Konfirmationsdagen kun­ne han midt paa gulvet falde paa knæ og bede - under mange taarer - med hver enkelt af konfir­manderne. - Det glemmer de aldrig; flere af dem har - skønt de nu er gamle - taarer i øjnene, naar de fortæller mig derom«.
1868 kommer Stubkjær igen og havde da faaet at vide, at Kr. Villadsens hustru er en kusine til hans egen hustru, benytter lejligheden til et besøg og knytter derved baand for Guds rige, og fra dette besøg er deres liv med Gud. Det er stille folk, der ikke siger meget ved møderne, men virker des stærkere paa tomandshaand. Da den thyske krig blev rejst, lukkede sogneraadet skolerne. Pastor P. Falk Rønne (1872-85) var den eneste præst i Thy, som ikke var med i krigen mod mis­sionen, og som ogsaa prædikede saadan, at Indre Missions venner syntes, hans prædiken gav sjæle­føde, og da Kr. Villadsens stuer var større end Paul Kristensens blev de fleste møder afholdt her, hvilket stillede store fordringer til en husmoders arbejdskraft og til mandens pung. Saadanne møder kunne begynde kl 4 om eftermiddagen og vare til langt ud paa natten, inden de mange langvejsfra forlod dem. Inden missionæren over middag næste dag rejste til næste sted, skulle de stedlige venner have et lille møde om formiddagen med ham, og det var ofte de betydningsfuldeste møder, der styr­kede vennerne i indbyrdes kærlighed og gjorde, at missionæren kunne være til velsignelse, fordi han paa de steder, han forlod, havde en bedende flok bag sig. De kunne ogsaa i stort tal følge ham siden til Hvidbjerg. Lyngs osv og rørte derved en glædens og lovsangens bølge med Sig, der kunne virke betagende.
Anders Stubkjær skal træffende have sagt: »Kr. Villadsen agter jeg meget, men Paul Kræn (Kri­stensen) elsker jeg mest.« Selvom der saa vist intet var ved Paul Kræn at ringeagte, saa er det dog naturligt, at der blev ikke meget for verden at sige om den stilfærdige Kr. V, hvorimod den klare forstand, den fortættede energi, det iltre og punkt­lige sind, som P. K var i besiddelse af, let slog gnister. At han tillige var glødende i sin Herres tjeneste, og at verden saa fik anledning til at ud­spy galde over den mand, hvis kristendom dømte deres vantro sind, og hvis dygtighed gjorde ham til en frygtet konkurrent til tillidsposterne, er meget forstaaeligt, hvorfor de ogsaa ofte f eks ved sogne­raadsmøderne drillede ham ved at bruge mange eder. - Han var en personlighed, der satte spor, timeligt som aandeligt.
»Han var engang kommet i et kantet forhold til en del verdslige mennesker; de hellige maatte høre meget derfor, og da de næsten .alle dage her har villet være forsigtige, saa valgte de en deputation, der skulle faa det rettet. De ble-v taget lidt stramt imod, men det var de forberedte paa, og nu kan det nok være, at han fik læst og paaskrevet - thi de venner vidste: kan vi faa ham til at se sin fejl, saa retter han forholdet, hvad det end skal koste. og de blev ikke skuffede. Da de gik af hans gaard, takkede han dem for skændene - ja, han gik med dem et langt stykke paa vej, og han rettede for­holdet, Saadan var han; flere af hans tjenestedrenge, hvoraf adskillige sidder som »matadorer« i Thy, har fortalt mig, at han uvægerligt bad dem om forladeIse under taarer, hvis han havde forset sig imod dem. - -
Else var hans kærlige og trofaste hustru, som stille, ærbødigt kunne jævne, hvor der skulle jæv­nes. Var Paul i oprør, saa kunne hun tage bibelen, slaa den op paa et ord, der passede i øjeblikket, og saa paa sin egen maade vise ham det, saa han blev ganske stille. - Hun var en hellig hustru, der ikke ville være ham i vejen, naar han ville frem­ad i noget godt, men Herren havde givet hende den opgave overfor sin mand: »at skrue lampen ned, naar den osede«.
Fremad, det ville Paul Kræn, og det kom han, ogsaa i sit aandelige liv. Han har været til stor velsignelse. Naar Iver Vittrup, den meget betydeligt og originale Kr. Grønbæk og andre prædikanter kom, saa .havde han en vidunderlig evne til at faa dem ind i hjem, hvor han havde mærket en urolig samvittighed, og der faa gode samtaler i gang; thi der var ogsaa den side ved denne alsidige mand, at han med et lunt smil kunne sige et træffende ord i rette tid, der kunne lukke hjerter op.
Han begyndte meget tidligt at holde børnegudstjenester og blev ved, indtil andre kunne løse ham af, ligesom han lukkede op for ungdommen, der gerne ville være i kontakt med denne fremskridts­mand, og blandt meget andet, som han gjorde for ungdommen, havde han fuldt hus hver fastelavns­mandag, hvor han holdt møde for dem og trakte­rede med fastelavnsboller.
Aldrig var han og Else gladere, end naar deres smaa stuer - der senere blev store - var fulde af Guds børn fra fjern og nær, og der veksledes med sang og bøn, og de gjorde ikke anden forskel paa rig og fattig, end at de var bedst mod de sidste - ingen maatte overses eller glemmes.
Og da der skulle købes hus til Thys første mis­sionær, Jesper Nielsen, eller da man begyndte at bygge missionshuse - da lukkede han sin pung op og gav ikke karrigt. -
Denne ildsjæl blev enkemand i 3 aar, og de to sidste var han meget legemlig lidende, og døden var ham en gru. Han havde ikke leget sig gennem livet, og døden var heller ikke en leg - men Her­ren kom ham til hjælp ved i et syn at sige ham, at Jesus selv ville føre ham gennem døden, og saa var han tryg. -
Lærer M. N. Vorde flyttede 1862 til Odby som en ung, gift mand paa ca 29 aar. Det var en mand, der kunne sætte fart i undervisningen. Han var en oprindelig begavelse med gode kundskaber, energi og vilje.
Der var i de tider dem, der syntes, at det var for meget, han forlangte; hvad nytte var det til med den megen lærdom? og det gik ham, som det gik andre, der var - i bedste forstand - foran deres tid: han fik modstandere.
Foreløbig gik det. Han var vantro, og det var alle andre ogsaa, han var selskabsmanden, vit­tig, slagfærdig; hyggelig, der baade kunne danse og spille kort til langt ud paa natten. Saa fik man bære over med, at han lærte bømene lidt for meget.
Men saa kom Anders Stubkjær og alle de andre sorte missionsmænd og satte baade ham og hustru en grille i hovedet, Naa, foreløbig var det nok mest konen, der var angrebet, hun var saa stille, indad­vendt, drømmende, saa der var paa forhaand et tilknytningspunkt for disse mørkemænd. Rent galt blev det, da Herren tog deres eneste søn hjem til sig.

Det tvivlede de ikke paa, at han var hjemme hos Gud; "men kommer vi der?" »Kommer jeg op til mit barn?« spurgte moderen i stadig større uro, og da det spørgsmaal blev rettet i bøn til Gud, saa var hun saa heldig, at hun kunne faa svar gen­nem en levende forkyndelse hver søndag, og at der blev holdt møder i skolen, hvor hun kunne lytte.

Det varede derfor heller ikke saa længe, in­den hun forstod, at Jesus var døren ind til himlen, og at han havde betalt for alle hendes synder med sit blod - da fyldtes hun af en stor glæde.
Inderst i Vordes sjæl brød det voldsomt: »Faar jeg mit barn at se i himlen, eller skal jeg faa den rige mands skæbne i helvede?«

 Det gøs han for at tænke til bunds - og holdt selskabeligheden ved­lige; udadtil saa han smilende nok ud, sent kom han hjem fra selskaber og gemytligheder og for­undrede sig over, at hans hustru aldrig bebrejdede ham det, skønt han kunne se, at hun havde grædt; - ja, for hun forstod nok, hvorledes han var stillet, og hun bad for hans sjæl, hun talte hans sag hos Gud, og Gud lod ·hende tale sin sag hos Vorde, saa han gennem hende saa herligheden ved at eje fred med Gud.
Det mærkedes snart i skolen, og ikke mindre udenfor, at Vorde var blevet omvendt, han ikke alene ikke spillede kort og dansede, han ville ogsaa tale med mennesker, om de troede, de endte i him­len? - og det aller, allerværste var, at han bestan­dig besøgte »de hellige«, og hvornaar man kom i skolen, saa var et af disse mennesker der, og det var saa tydeligt, at det var dem, han satte mest pris paa.
»Men det skal vi nok gøre ham ked af;« tænkte de andre, og saa talte de ondt i børnenes paahør om deres lærer og opmuntrede dem til opsætsighed.
Dog Vorde blev ikke mindre pligtopfyldende, børnene skulle endnu have lært noget, og det kunne jo ogsaa hænde, at de mest uvorne børn fik en ørevarmer, nu kunne de faa noget mere reelt at lave klage paa, og der blev virkelig klaget til biskoppen, og han kom virkelig, og man haabede, at der skulle falde en stor straf af til denne forfærde­lige lærer. Men desværre: man fik ikke andet ud af det, end at man fik at vide, at biskoppen var overmaade velfornøjet.
Men var verden vred, saa var de faa hellige glade. Det var ikke det, at de - ved at have ham og præsten med - fik en officiel anerkendelse, og at de kunne tage stødet noget af for dem - lidelse var den tids hellige ikke saa bange for eller kede af - de var saa enfoldige at mene, at det ikke kunne udgaas: nej, det store ved at have de to med, var dette, at de kunne hjælpe dem til rette med at forstaa, hvorledes Herren ville, at de skulle leve for at være hans sande børn. og det ville pa­stor Christophersen og lærer Vorde, de ville sætte sig ned midt iblandt dem og sammen med dem stræbe af al magt at følge Jesus efter. Lærer Vor­de døde 1877« (Jens Thybo, s 13 f).
1872-85 var Peter Falk Rønne sp her. Hans søn, pastor Jørgen Falk Rønne giver et meget levende billede af præsteliv, IMs møder og Thyholm i disse aar. Der skal citeres udførligt, et interessant stykke sogne. og præstehistorie (»1 sol og bl æst«, 1926, s 27 f):
»I mit 8. aar blev fader forflyttet til Søndbjerg paa Thyholm midt i den blaa Limfjord, og i den gamle præstegaard med den smukke have og den henrivende udsigt over vandet, hvor skonnerter, brigger, jagter, ja, selv dampskibe sejlede forbi og gav landskabet liv, fik jeg mit egentlige herlige bamdomshjem.
Vi var 7 søskende, og Søndbjerg præstegaard staar for os som et lille paradis paa jord, som vi aldrig bliver trætte af at drømme om og tale om, naar vi kommer sammen. Jeg har prøvet at værne om glorien i »Hjem til Jul«, »Under præstegaardens tag« og i »Hjemliv og trosliv«.
Tonen hjemme kan bedst udtrykkes ved ordene Skabelsesbogen: »Og Gud Herren vandrede i aftensvalen i havens gange.« Jeg tror, at vi alle, store og smaa, herskab og tjenere, følte Ham nær hver eneste dag.
Naturligvis skete det ogsaa der, at Gud Herren i mellem stunder maatte kalde: »Adam! hvor er du ?«; thi ogsaa her var slangen, men den syntes mig lille som en hugorm.
Hidtil har jeg intet billede behøvet for at se fad.er levende for mig, hvilket øjeblik jeg vil - allerhelst som han sidder i sit studerekammer med kalot og den lange pibe, som altid fulgte ham hjemme. Dette saa simpelt udstyrede rum, over hvis vindue fugle sang og roser nikkede, det som lugtede saa dejligt af tørverøg, piber og bøger, har hele mit liv staaet for mig som en helligdom. Som barn forstod jeg det ikke, senere er det gaaet op for mig, at det maatte være alle de dybe, fromme tanker, som her er tænkt i stille nattetimer, eller lønlige skriftemaal, aandelige kampe, ja, maaske varme taarer, som paa underlig maade har sat deres præg og helliget dette kammer.
Fader var i sandhed ikke af denne verden. Han var et saare upraktisk studerekammermenneske, der ikke regnede verdens ære for noget og n ær­mest saa ned paa penge som noget »filtstert«. Dette overlegne syn paa denne verdens mammon har for resten været til ikke liden skade for moder, da hun blev enke cg sad i meget smaa kaar, som ogsaa for nogle af os søskende, som voksede op i den tro - eller i al fald med den fornemmelse, - at man i livskampen ustraffet kunne bevare dette syn.
Fader gjorde det og saa ikke til den side, hvor pengene var. Han kunne f eks i lange tider glemme posen med højtidsofferet, det vi andre var saa spændte paa. Jeg ser ham kommende hjem fra Oddesund, hvor bønderne leverede deres tiende »in natura«, og hvor præsten efter gammel skik maatte være til stede ved tøndemaalet for at se, om der var godt maal og takke, og jeg hørte ham begej­stret Udbryde: »Du kan ikke tænke dig, Signe, hvor fjorden var blaa i dag !«
»Ja! men hvorledes gik det med kornet, Rønne?­ »Kornet? Jo! det gik godt:«
»var der overmaal?«
»Ja! - jo! det tror jeg nok,«
Paa en maade naiv og verdensfjern, opfyldt af det, som hører himlen til, var han alligevel fuld af humor, et tørt, til tider bidende vid. Jeg har feks aldrig hørt saa vittige bordtaler som hans; der er ytringer fra dem, som levede længe.
Det var vel denne humor, som frelste ham fra at forsvinde »i det himmelblaa«. Han var urokkelig i sine principper, streng mod sig selv, men uendelig kærlig mod alle andre.
Det er saa let at skrive om disse dyder; men det var et helt livs kamp i bøn og tro at indøve dem næsten til fuldkommenhed.
Bestandigt støder jeg den dag i dag paa ham i mit indre, hører hans stemme og ser hans smil; og skønt det er nær 50 aar siden han døde, gæster han mig ofte i drømme.
Da jeg blev sendt til Viborg latinskole, sagde han: »Det gælder først om at blive et Gudsmenneske, dernæst at være sig selv i alle livets forhold.« Dette var i sandhed lykkedes ham - jeg kom aldrig videre end at stræbe derimod.
Min søde mor!
Skulle jeg forsøge en beskrivelse af hende, ville jeg aldrig kunne finde ord, der var blide og skønne nok.
Ved afskedsfesten, vist nok i Søndbjerg, blev der anvendt en tekst, som jeg ofte har tænkt paa, fordi den passede saa herligt:
»Hun kom uden tynge, hun kom med fred, hun kom goden bonde til Lise,« kun vil jeg føje smilet til, thi jeg kan ikke tænke mig mor uden dette smil.
Ved hendes baare i 1907 sagde jeg blandt andet: »Det er ganske vist en søn, som taler om sin moder; man kunne derfor maaske tænke, at det var overdrevent; men det er dog ikke blot sandt, det er uden Udsmykning, hvad jeg siger.
Mor havde i vuggegave faaet et lyst og let sind.
Det er en god gave; men ogsaa en farlig gave. Sik­kert var det mors lykke, at hun blev faders hustru. Der var mange, som spaaede ilde, da den lille glade pige med den rige fantasi i 1862 blev forlovet med den 16 aar ældre, alvorlige præst; men det blev det lykkeligste ægteskab, thi han bar hende alle dage paa sine hænder; han tog ikke »støvet af sommer­fuglens vinger«, men forstod, at den sol og friske glæde, hun bragte, ikke kunne 'købes for dyrt, og ved hans dybe alvor blev hendes glade og lette sind ligesom adlet; hendes solskinssmil fik sin dybeste sødme.« Somme tider tænkte jeg: hun giver al ting bort, vi kommer selv til at sulte; men se, det strømmede ind med gaver, naar vi mest trængte.
I det daglige levede vi hjemme nok saa tarveligt baade med hensyn til mad og klæder, ligesom vi børn alt efter vor alder maatte hjælpe med i gårdens arbejde. Selv efter at vi var kommet i latinskolen, maatte vi »med i tørven«.
Thyholm havde ingen tørv, de blev købt hinsides fjorden og sejlet hjem. Der var saaledes 3 poster: læsse ved fjorden, læsse af i gaarden og stable i tørvenuset. Den sidste var den værste, saa vi skiftede; men vi maatte holde ud til midaften. Saa tog vi hundene og løb til fjorden for at skylle tørvestøvet af os i et forfriskende bad.
Ogsaa høsten gjorde vi med. Jeg har svedt bravt baade i marken og paa stænget, alt under Kristians øjne, og de oversaa intet.
Men hvor staar disse ferier for os i glans! Fader var i Søndbjerg i 12 aar, fra 1872-85. I disse aar havde jeg tre store oplevelser:
Jeg saa Thyholm vaagne i materiel henseende med det første fællesmejeri og den første eksport til England. Dernæst oplevede jeg den politiske væk­kelse og endelig den aandeltge ved Indre Mission.
I de første aar var vel Thyholm noget af det dødeste, der kunne tænkes.
Gaardene var germemgaaende smaa og drevet ef­ter det yderste sparesystem. Konerne bragte deres smør klatvis til købmanden, som efter eget tykke satte det i 2. eller 3. kl - vel nærmest det sidste.
Det var som sagt ved denne tid, at den nye udvikling tog fart. Der blev holdt et møde, som jeg paa ubegribelig maade overværede.
Jeg husker, at der stod en mand for bordenden med en del papirer foran sig og fortalte om, hvor storartet det ville betale sig med fællesmejeri. Na­turligvis har der været baade oplyste og f

orstaaende folk til stede, men dem har jeg glemt for at se paa nogle gaardmænd, nede hvor jeg sad; en hel række side om side paa bænken under vinduerne. De sad ganske stille, foroverbøjede med hænderne mellem deres knæ, sugende roligt paa deres piber. Ordene, der blev talt, syntes ikke at gøre større indtryk. Men da man kom til enkeltheder, og der blev nævnt summer, skete der en svær forandring med dem; de begyndte at svede. De tog af og til huen af og purrede sig i haaret som for at lufte hovedet, de kløede sig bag øret og - hvad der var det mest talende - piberne gik ud, og de glemte at tænde.
De fleste havde vel penge paa kistebunden, i al fald var gaardene ikke prioriterede, og disse summer gik dem paa livet løs, de rørte deres inderste.
Naturligvis ville de gerne være med at tjene mange penge - men risikoen, bette venner!
Endelig var der en, som talte: "Æ vil et vær' med; for hudden ka' de find' redelighed i, om det er mi' peng' eller andre deres, om det er mi' mælk eller mælk fra en anden sin gaard ?«
Det svar levede længe og blev senere ofte brugt, naar man ville smaadrille en.
Naturligvis kom mejeriet alligevel, og den ny tid havde taget sit første skridt der paa egnen.
Det var ogsaa i de dage, vi fik kroner og øre i stedet for daler og skilling.
Jens Søndergaards Niels forærede mig en nyslaaet femøre, og jeg stod med den skinnende store mønt i haanden og følte mig uendelig rig. Det var der nok ogsaa andre, der gjorde; det lød af noget, da købmanden havde faaet 1000 kr for et spand heste, thi det var nu alligevel noget andet end 500 rdl.
Vi begyndte ogsaa at dyrke roer, husker jeg. Vi skar dem i stykker med et »S«. Der blev ikke mange til hver af de 10 kreaturer.
Samtidig blev de fleste venstremænd.
Alt overskyggedes imidlertid af den religiøse vækkelse.
Hvorledes det begyndte, ved jeg egentlig ikke. I vore kirker var der hver søndag godt besøgt; der kom ogsaa mange til bibellæsningerne i skolen, men ellers mærkede i hvert fald jeg ikke til noget.
Af og til kom der missionærer og holdt møder i husene. De besøgte ogsaa præstegaarden.
En dag kom der en mand, som jeg lukkede ind.
Han var klædt i blaat vadmel, og hans vandstøvler var meget snavsede; tilmed havde han en stor
taske paa ryggen. Jeg undredes over, hvad han vel kunne være, thi vel talte han jydsk, men bogstavret - nærmest vel en degn tænkte jeg.
»Hvad hedder du, min dreng« spurgte han, og jeg sagde, at jeg hed Jørgen.
»Det er et skønt navn! Saa er du vel et af Guds kære børn?«
Jeg nikkede.
»Du skal vel være præst Iigesorn din fader?« »Ja, det skal jeg.«
»Gud give sin velsignelse til,« sagde han og lagde sin haand paa mit hoved, og jeg blev saa underlig ved det, for han saa paa mig med saadanne gode og kærlige øjne, der lyste saa mildt. Der ligesom gik en ildstrøm gennem mig, og jeg tror nok, at jeg fik taarer i øjnene.
Jeg husker, at jeg gik ned i spidsen af haven, der sad jeg godt skjult. Jeg følte, at jeg maatte være ene; der var kommet noget nyt til mig, noget stort, højtidsfuldt ligesom en indvielse, men hvad det var, kunne jeg ikke klare.
Vist var det, at der var noget ved denne mand, der ligesom brændte.
Han spiste til aften med os og fortalte mange morsomme historier fra sine rejser, var i det hele taget en lille munter mand.
Vi plejede at bede bordbøn om middagen, men ikke til aftensbordet.
Da vi denne· aften havde spist færdigt, foldede han sine hænder langt ind paa dugen, og vi børn lagde mærke til, at hans negle var sorte. Han sad lidt og saa op mod loftet, mimrede saa sært med munden, som havde han faaet noget i en hul tand, men pludseligt begyndte han at bede med en hel anden stemme end den, han før fortalte historier med. Det var ingen bordbøn, men noget, han selv lavede, og han paastod, at djævelen gik omkring som en brølende løve. Han sagde det saa stærkt, at det dirrede i hængetampen.
Men da han bag efter røg tobak med fader i dagIigstuen, var han munter og glad og syntes slet  ikke at være bange for løven.
Saaledes var mit første barnlige indtryk.
Vi fulgte ham alle tre ud, da han gik om aftenen, fader, moder og jeg.
Fader stod med et lys i haanden, som trækvinden ville blæse ud, saa han maatte holde haanden for som skærm, derfor faldt lyset kun paa hans ansigt, og jeg saa, at dette skinnede.
»Det var dog underligt, tænkte jeg, »at denne lille mand med de snavsede transtøvler, som spiser med kniv og stanger tænder - altsammen ting, som var os børn strengt forbudt - at han kan faa faders ansigt til at lyse ligesom den aften, da mo­der kom hjem fra sin store rejse.«
»Jeg lyser Herrens fred over dette hus!« sagde han derude' fra mørket. »Jeg tror, at I er den værd, og saa vil den blive over Eder!«
»Amen!« sagde fader med dyb røst, og moder nik­kede.
Bag efter luftede fader ud i dagligstuen.
Jeg var klar over, at jeg maatte med til det møde, manden skulle holde den næste dag, og forhandlede sagen med Peter  (Peder Larsen Ravn), vor vogterdreng, min gode og fortrolige ven.
Han ville ogsaa nok med, men mente dog, at der ikke kunne komme stor plaser ud af den ting, for det var vel ligesom at gaa i kirke.
Mødet holdtes i en lo, og vi sikrede os en god plads paa høstænget, der sad vi mageligt og godt og kunne overse det hele.
Nede i loen var der bænke af fjæl, som var lagt over tønder og kasser, og et lille bord, som taleren skulle staa ved; portdørene var lukkede, saa der var noget mørkt, men lugen stod aaben, og solen faldt i en bred gylden stribe ind i loen.
Lige for tiden falder den paa Anders Fjord; han sidder med hænderne paa sine knæ, som han altid gør, og ligner en død torsk. Ved siden af ham sidder hans kammerat, saadan en lille rund en, der minder om en garnbøje, der duver op og ned og er ligeglad, enten det er storm eller stille.
Nu flytter solstriben hen paa Vestergaardsmanden.
Hvorledes er han dog kommet her? Han kommer jo aldrig i kirke, for han har ikke tid for den store gaard, der har gjort den fattige dreng til en rig mand, fordi han altid var stræbsom og passede paa hver øre.
Nu kommer taleren frem. Det første han siger, forstaar vi ikke, det er skriftsteder og saadant, men pludseligt begynder han at tale om marked, og saa er vi lutter øre, for marked er det bedste, vi ved, det glæder vi os til hele aaret.
Men den lille mand dernede er ikke glad for marked; han raaber op om drukkenskab, snyderi og banden, om mørkets synder, som jeg ikke ved, hvad er. Han taler ogsaa om ulykkelige unge piger, som mister deres ære, hvad jeg ej heller forstaar; men det maa være' noget meget slemt, for han er svært vred og raaber højt.
»Er det sandt, det han fortæller?« hvisker jeg til
Peter, og han svarer med sin alvorlige og tilfor­ladelige røst:
»Det er et jænner løwn!«
Solstriben flytter sig og falder over Jens Mor­tensens enke; hun sidder og tørrer øjnene. »Hvorfor græder hun?« spørger jeg Peter.
»Det er wall for den sølle handels skyld, hun gjord' paa sidst' marked med hinner rød' plag!« svarer han tankefuldt.
Der kommer en sort kat listende langs bjælken.
Et øjeblik bliver den staaende og ser ned paa for. samlingen. I det samme raaber missionæren op, og katten sætter halen i vejret og springer sin vej.
Pludselig aabnes den ene halvdør. Det er bette Anders, der altid kommer for sent, thi han har ingen klokke.
Det fulde lys falder over loen: saa sandelig! An­ders Fjord er vaagen, og Søren sidder med store øjne og ser paa taleren, hans mund staar aaben af optagethed. Urmageren stryger sig nervøst gennem haaret, som om dette ikke var til at holde ud, og hans sidemand flytter sig ustandseligt, som om der var splinter i brættet, hvorpaa han sidder. Kun Ane Hvass sidder lige, ret og vandstrøget - hun tæn­ker nok, at det kan de have rigtigt godt af, for de er saa sandelig ikke for fine til det!
Taleren taler om helvedes pine.
Jeg føler det helt op i nakken. Peter sidder stille som en mus.
Endelig er prædikanten færdig, og de synger.
Bag efter kommer en mand med en hat i haanden og stiller sig ved udgangen. De lægger alle noget i hatten, og vi kan fra vort høje stade følge hvert bidrag.
Sidst kommer Vestergaardsmanden. Peter giver mig et puf; han er aabenbart spændt paa, hvorledes sognets rigeste mand vil slippe udenom dette - men se! han giver en »seddel«,
»Æ vild' aldrig ha' trowet det.l« siger Peter i den største forbavselse.
Næste dag maa jeg tale med Peter om dette med helvede, thi jeg har ikke kunnet sove for det hele natten, og selv nu ved lys dag er det forfærdeligt.
I gaar var præstegaardshaven paradisets have, nu har englen med flammesværdet jaget os ud; og englen er en lille tyk mand med milde øjne og fedtlædersstøvler.
Jeg havde haabet, at Peter paa sin tørre, sag­kyndige maade skulle have erklæret det hele for »noget vrævl«, og jeg ville atter have været tryg og glad; men han siger bare helt forknyt: »Æ had' snart aldrig trowet, the det var sandt,« og hans stemmeklang røber, at nu ved han, at det passer; og jeg gribes af rædsel.
Denne rædsel laa over mig længe. Den laa ogsaa over mange andre. Det hændte hyppigere og hyppigere, at folk kom listende, især i mørkningen, og ville »snak' med e præst i hans kammer«, eller at folk glemte baade det ene og det andet af det, som dog før havde optaget dem saa meget, for at gaa sammen og drøfte de store spørgsm aal, som br-ænd­te i dem. Peter og jeg talte næsten mere med hinanden om himmelen end om jorden.
Og der fødtes en ny sang, efterhaanden som flere og flere fandt fred i troen. Den lød fra stald som fra køkken. Mange af salmerne var nye og stod ikke i salmebogen. Melodierne var ogsaa nye og gribende. Man havde følelsen af, at de vakte slet ikke kunne lade være med at synge, deres glæde maatte give sig udslag, og de sang - baade de, der kunne synge, og de, som ikke havde en tone i livet.
Der var ikke alene fuldt i kirken, der var stu­vende fuldt, og luften forfærdende. Lærer Bendt­sen maatte have kamferdraaber i lommen, thi der besvimede immer en og anden. Præstegaarden var fuld af vogne om søndagen og vore stalde fulde af fremmede heste, ligesom vi næsten hver søndag - og ofte hverdagen med - havde bordet fuldt besat; og det var vel en snes mennesker.
Der var taarer, og der var fryd. Der var straa­lende ansigter, og der var folk, som aabenbart gik i stille angst - ja, hvor havde disse lukkede an­sigter forandret sig!
Men der var ogsaa kampe.
Man sparede ikke disse folk, som kaldte sig for »hellige«, som regnede sig for bedre end andre skikkelige folk, der dog havde deres »barnetro i orden«. Disse farisæere! og man forargedes, naar Niels i Grøften, der før havde drukket som en svamp, nu med et optraadte som et Guds barn, eller naar Else Mari', der havde 2 uægte børn, reg­nedes med til »de hellige«,
Men hvor var de rørende disse første vakte, som under spot og trængsel vandrede paradisvejen!
Yd
myge, taknemmelige for Guds naade, kærlige og gode!
Nogle af mine skønneste minder har jeg fra disse dage.
Naturligvis kunne der fremkomme ting, som man maatte smile ad. Naar f eks en af vore smaa legekammerater, en sød og god pige, lagde hænderne sammen, idet hun saa mod himlen og højtideligt forsikrede: »Det er endda en sølle verden, vi løwer i«, eller naar Ane Mari' sad og fortalte om det sidste missionsmøde: »Om han ku' præk'?

 Ja end­da saa jen ku' hør ham helt hen til Kren Bro­gaards.«
Der kom ogsaa mange gæster langvejs fra, og der var tider, hvor tante Regine maatte rømme sit værelse for at skaffe natteplads.
Jeg husker især et underligt sammentræf, at baa­de Vilh. Beck og min faders fætter og barndoms­ven, Peter Rønne fra Sønderup, gæstede os samme dag. De var nabopræster paa Sjælland, men den ene var ligesaa ivrig grundtvigianer som den anden var missionsmand. Man fortalte, at Beck paa præ­dikestolen skulle have sagt: »Vil I have sødsuppe, saa gaa over til Rønne.«

 Om det er sandt, ved jeg ikke, men den aften var de da aabenbart gode ven­ner; og sjældent har jeg hørt hjerteligere latter.
I samtalens løb siger onkel Peter til fader: »Du er en tørv, fætter!« hvorpaa Beck straks svarer: »Ja, en af dem, som gløder og varmer« Hertil sva­rede onkel, og hans ord var sikkert beregnede paa missionen: »Glød er godt, og varme er bedre, men man skal ikke lade ethvert fjols gaa om med tænd­stikker!«
Jeg ser i de hjemlige stuer en hel række præste­skikkelser for mig: Missionsmænd med store ord, grundtvigianere med store hatte, og dem, som hverken var det ene eller det andet, men blot havde sort frakke og hvidt slips og velærværdigheden stikkende ud af baglommen.
Vi havde en venlig gammel provst, som en dag kom paa visitats.

 Sidst vi saa ham, var han kun præst, nu var han vokset adskillige tommer i støv­lerne. »Højærværdighed« er ikke altid let at bære.
Før skolevisitatsen næste dag bemærkede han til læreren:
»Ja, saa er jeg nu blevet Deres provst!« hvortil læreren bukkende svarede:
»Ja, vor præst afslog jo det ærefulde tilbud!« Jeg ser endnu provstens ansigt, da han lidt lu­dende gik op paa kathederet.
Hver præst i omegnen blev naturligvis sat paa plads: den var vantro, den var troende - jeg tror næsten, at man regnede grundtvigtanerne for de værste.
Mest gik det ud over vor nabo, den kære gamle pastor Lind.
Der var nu præster, som ganske sikkert sad for længe i embedet. Jeg husker særlig en.
Den første vækkelse, som maatte kæmpe sig frem mod den overmægtige »verden«, var iøvrigt meget forskellig fra den »herskende« vækkelse, der efterhaanden fik magt og indflydelse i saa rigeligt maal, at mange saa deres fordel ved at kalde sig missionsfolk. Ydmygheden svandt i høj grad - i al fald udadtil -- og de ukrudtplanter, som ogsaa gror paa Guds ager, var til tider ved at tage over­haand. Desværre oplevede jeg ikke de rolige og gode tider, der derefter fulgte.«
Saa blev provst C. E. Paludan sp her (1885-1921).
Han prægede livet her i en menneskealder.

Provst Paludan fik sammen med provst Deichmann de fø­rende pladser blandt IMs venner, og de prægede kirkelivet paa Thyholm ud over deres tid.

Begge var særegne typer, præget af gammel præstegaards. kultur og fromhed, uden skarpe kanter og slet ikke paagaaende.

Da P kom, spurgte man: Kunne det gaa, at pastor Paludan blev deres præst? Thi selv om han var en nobel og redelig karakter, hans grundsyn var dog højkirkeligt, og af opdragelse var han aristokrat, hvad hans ranke holdning, hans stille, højtidelige væsen, hans fint skaarne ansigt, kranset af et stort, gulligt haar, gav ukendte et imponerende indtryk af, saa man paa forhaand havde respekt for ham. og IMs folk var selvstændige naturer.
»Den sidste søndag i hver maaned i aarene 1885- 1921 var Søndbjerg kirke fyldt med børn, og de børn, der mødte trofast, de var vundne for livet; thi de saa ikke aristokraten, provsten eller præsten, de saa en børneven gaa op og ned ad kirkens gulv og tale fortroligt og forstaaeligt om Jesus, saa barnehjerter bankede og barneøjne straalede, hvad der i nogen grad blev det samme, da pastor Paludan blev kredsformand for Thys børnegunstjenester og i egenskab deraf talte ved fester ude omkring, og da han 1896 blev provst i Hassing-Rets herreder og da ved sine visitatser i skolerne holdt en lille slutningstale til børnene, som man taler i søndagsskolerne; dette har beredt børnegudstjenesten en bedre plads hos lærerne.
Var de unge konfirmerede, saa kom de saa godt som alle til de ungdomsmøder, han holdt i missionshuset den anden søndag i hver maaned, hvor der blev begyndt med et Guds ord, hvor der derefter blev besvaret spørgsmaal, som de unge havde stillet, forstandigt, kærligt, saa de unge forstod, at præsten tog med stor alvor paa dem, at de betød noget for ham, og saa fik man læst en god bog og sluttede endelig med andagt; kort, afvekslende og afpasset efter deres behov.
Præstefruen tog flittig del i søndagsskolearbejdet i missionshuset sammen med troende venner, ligesom hun hver 14. dag kunne samle 70 unge piger i præstegaarden. hvorfor de ogsaa paa hendes grav lagde en marmorplade, hvorpaa staar: "Du lærte os til Gud vore øjne opslaa.«
Eller lad os se ind i præstegaarden efter sidst gudstjenesten i Søndbjerg kirke. Er det om sommeren, skal vi ud i haven og finder der en hel del borde dækkede til kaffe til alle de mennesker, som selvfølgelig "ser ind i præstegaarden«, inden de gaar hjem.

 Er det om vinteren, er det lange bord i spisestuen dækket, provsten sidder for bordenden ved siden af en af de fattige, som han viser udsøgt, naturlig elskværdighed; da er han i sit element; saa fortæller han historier:
»I 1886 blev pastor Løgstrup og jeg anmodet af provst Weis i Sønderhaa om at holde et ydremissionsmøde i kirken. Ydre-mission var dengang me­re anset end IM. Vi spurgte den mand, der kørte os til Sønderhaa, om, hvor længe det var siden, at der havde været holdt forsamling deroppe paa egnen. Han svarede, at det havde der ikke været holdt paa denne side af Syndfloden. Løgstrup holdt saa en prædiken, meget ydremissionsk til at begynde med om de hellige tre konger, en sort, en gul og en hvid; men pludselig slog han om og holdt en indremissionsk prædiken om de sorte, gule og hvide hjerter. Han kom herunder til at nævne, at der vel ogsaa i Sønderhaa fandtes drankere, hoerkarle, gerrige og ukærlige mennesker. Herover følte den gamle provst sig fornærmet.
Tidsbestemmelsen med Syndfloden passede nu heller ikke ganske. Seminarielærerne Sørensen og Algreen ved Snedsted seminarium holdt i semina­rieforstander, senere biskop Brammers tid mange forsamlinger.

Algreen skulle saaledes engang holde en forsamling paa Mors. Dette blev meddelt her­redsfoged R i Nykøbing. Herredsfogeden kørte i embeds medfør ud til gaarden for at forbyde f'or­samlingen. Da han kom derud, var stuerne fulde af folk. Ved hans indtræden slukkedes lysene, og hele forsamlingen istemte Brorsons salme: "Far her ud, urene aand«, Men det hjalp ikke. Algreen førtes som arrestant bag i vognen til Nykøbing. Men nu skulle det ikke gaa hverken værre eller bedre, end at vognen væltede midt paa vejen. Herredsfogeden, der mente, at Algreen kunne mere end sit Fadervor, satte ham af paa vejen, da han ikke igen turde tage ham op i vognen, og herredsfogden kom til Nykøbing uden arrestant.«
Hvor blev der hyggeligt ved et saadant kaffebord, folk følte sig hjemme. -
Vaagnede spørgsmaalet om sjælens frelse for al­vor, eller der blev andet alvorligt i vejen, saa vid. ste folk vej til præstegaarden. og saa mødte de ikke alene en kultiveret præst med et klart overblik over sjælelivets mange foreteelser, et kærligt, forstaaende sind, de mødte et Guds barn, der knæ. lende sammen med dem kunne tolke deres hjerters savn med ord, de ikke selv kunne finde. De blev vist den rette vej, og de løb ikke »foran sig selv«, hvis de fulgte hans vejledning.
Rejste de bort, maaske kom paa sygehus, saa blev der skrevet breve.
Provst Paludan vår en af de præster, der har noget mere end fadervæ rdtghed, de har fader. omsorg for deres sognebørn.
Jaja, der var ogsaa noget ved provst Paludan, der ville have, at man skulle "makke ret", man skulle tage hensyn. Han saa helst at Iægfolk havde faaet forklaringen hos præsten, der egentlig var den eneste, der havde kald og ret til en forkynder. gerning.
Herpaa kan nævnes flere eksempler, bl a:
Det er saa sent som omkring 1900, at Uglev missionshus er fyldt til bedernøde. Aften efter aften i "Evangelisk Alliance"s bedeuge. ogsaa af en stor flok troende venner. Provsten begynder med sang og bøn, læser og forklarer et afsnit og beder en bøn osv, saa ofte han finder det passende, hvorefter der synges en salme; trosbekendelse og Fadervor bedes, man synger en slutningssalme, og mødet er forbi. Provsten tager tøjet paa, blæser lysene paa talerstolen ud. Folk rejser sig og gaar. Aften efter aften bliver dette gentaget.
Missionær Jens Kr. Pedersen og provsten byttede sted, at tale en aften i bedeugen.
Den aften holdt den Bedsted missionær en af sine gribende prædi­kener, og bagefter opfordrede han de troende ven­ner til at bede, men ingen bad, det var de jo ikke vant til, maaske de heller ikke ville indføre noget nyt, naar provsten ikke var til stede. Flertallet gaar, En lille kreds bliver og holder knælende bøn. Provsten kommer med toget, hans vogn skal tage provstinden og missionæren med hjem, men da de ikke kommer, gaar provsten ind og ser da, at man holder knælende bedemøde og flere af de stedlige venner beder højt.
Hvad Jens Kr. Pedersen og provsten har talt om, og hvorledes de har talt sammen, det kommer in­gen ved. Men aftenen efter opfordrede provsten bevæget vennerne til at bede.
De to principfaste mænd forflygtigede ikke standpunkterne for at luske sig hinandens venskab til, de talte heller ikke onde og skinsyge ord bag hinandens ryg, de lavede ikke hemmelige traktater med andre for i rette øjeblik at styrte hinanden fra magtens tinde, de dolkede ikke hinanden, de løb ikke fra hinanden, fordi "ham er der ikke no­get ved«; nej, aabent talte de ud om tingene, og de gjorde det saadan, at folk ikke blev vidne til en behændig boksekamp, men sad og høstede rige frugter af to særprægede, rige personligheders rige erfaringer med Gud.
At sidde midt blandt Guds folk og samle dem, det var Jens Kr. Pedersens styrke. Han fik igangsat samfundsrnøder for hele Thy 2-3 gange, Iidt senere blev det til 4 om aaret. Da den første bestyrelse var valgt, der bestod af: indremissionærerne J. Kr. Pedersen, Bedsted, Kristensen, Thisted, Damsgaard, Snedsted, og gdjr Anders Smed i Helligsø, skete der henvendelse til provst Paludan om at tiltræde bestyrelsen, som han sad i over 20 aar, og efter opfordring holdt han i alle de aar skriftetalen ved formiddagens gudstjeneste og ledede forhandlingerne om eftermiddagen, og herom skriver han:
»Alle møderne var besøgt indtil trængsel. Saa at sige alle kirkegængerne gik til alters. Disse møder bidrog meget til opvækkelse og oplysning i sam­fundene, og de forløb paa skønneste maade..
Gæstfriheden florerede ved saadanne møder hos Guds børn paa de forskellige steder, saa folk rystedes meget stærkere sammen, end de anede; provsten fortæller herom som eksempel: »Ved et samfundsmøde i Bedsted kom en vogn med 18 Aggerboere. De tog ind til IMs daværende vært gdjr Jacob Nørgaard, hvor der i forvejen var mange mennesker samlede. Da maaltidet var forbi, kom manden og bad sin hustru om en tallerken suppe, hvortil hun svarede: Nej! nu syntes hun, at hun havde gjort det godt, da alle havde faaet mad, men nu havde hun heller ikke »en dryp« tilbage. Det hindrede dog ikke J. Nørgaard i som sædvanligt at ofre en hundredkroneseddel til IM.«
De fleste af de missionshuse, som indviedes i Sydthy efter 1890, har provst Paludan indviet.
Samfundsmøderne blev for store, de maatte deles, og nu samles man i et Sydthy og et Nordthy. Det er vist ret betegnende, at begge steder ordnes mø. det af en indremissionær, der kalder flittigt ikke alene ad Thys troende præster, men ogsaa ad beo tydende mænd ud over landet, der nok egentlig gerne vil til samfundsrnøder i Thy, ligesom ogsaa de fleste af Thys præster finder vej dertil - selvfølgelig!
 (Jens Thybo, s 21 fl.
 
Provst P. Gadegaard, Tarm, fortæller i Kr dagbl 27. sept 1952:
»Jeg er født paa Thyholm, hvor min far var gaardmand. Egnen er træfattig og bakket, men frugtbar. Vor jord grænsede op til Limfjorden, hvad der gav anledning til spændende lege og næ­ring for fantasien. Daglig saa vi færgen sejle ovre ved Oddesund, og jævnligt saa vi skibe paa vej mod Tyborøn kanal ud til den store verden. Vi var seks søskende, der tidligt fik lov at bestille noget, men aldrig mere, end at der ogsaa var tid til leg. Vort hjem var ikke udpræget indremtssionsk, Egnen prægedes af provst Edv. Paludan, der var meget højkirkelig, men alligevel stod som en af førerne for IM.
Saa sent som i 1920 var det endnu skik deroppe, at kvinderne sad samlede i den ene side af kirken og mændene i den anden. Først gik kvinderne ud og saa provsten, naar han havde faaet sin pels paa, alt imens mændene stod ret. Naar provsten, der ikke syntes om tobak, var paa besøg i et hjem, var der ingen, der tillod sig at ryge.

Desuagtet var Pa­ludan paa sin vis en jævn mand, som man gik til med frimodighed, og hans indflydelse paa afstand var betydelig for et indremissionsk liv med højkirkeligt tilsnit.

Milieuet deroppe paa Thyholm præ­ger mig den dag i dag, og derfor studser jeg altid, naar jeg i IMs samfund møder en modsætning mel­lem missionen og kirken. Der kan være steder, hvor vækkelse er kommet frem i modsætning til kirken under præstens fjendskab eller ligegyldighed.
Der tror jeg, man kan sige, at synderne nedarves i tredie og fjerde led.«


»Guds folk paa Thyholm glemmer ikke den mand, provst Paludan, der forkyndte de gam­le evangeliske lutherske sandheder og gav dem til andre, saa de blev store for deres hjer­ter ... « skrives der fra Thy.
Provst Paludan begyndte sdsk og børne­gudstjeneste i S kirke og regelmæssige ung­domsmøder i mh. Et missionshus i Oddesund Nord blev solgt 1924, hvorefter skolen benyt­tedes til møder.
 Nu holdes møderne paa hotel »Broen«. I præstegaardshaven holdes større aarlige YMs sommermøder.
________________________________________________________________________
KFUM stiftet 1893, KFUK stiftet 1891, sdsk i Uglev, Oddesund og Søndbjerg. Altergangs­procenten er i begge sogne blandt de højeste i stiftet.
Søndbjerg børnehjem oprettedes 1917 af etatsrand Aggerholm til minde om hans fader, der var lærer i S i mange aar (se ndf). Der er plads til 36 børn. Forstander er V. Jørgen­sen. Etatsraad A gav ogsaa store gaver til kirken.
Pastor V. A. Thelle (1921-28), provst O.
Nørsøller-Jensen (1929-40) og pastor Berthel­sen har fortsat paa IMs linie. Pastor Berthel­sen er kredsfmd for IM i Sydthy. Der er stor kkg, stor kærlighed til Ydre Mission.
f'rovst Paludan var fmd for Santalmiss, pa­stor Thelle havde været rejsesekr for Santalmiss, pastor Berthelsen er medl af kredsbest for SantaImiss. Ogsaa DMS har en stor plads.
Blandt IMs støtter i menigheden kan næv­nes lærer Astrup, S, sogneraadsfmd, gdjr Kr. Krabbe, Uglev, sogneraadsfmd And. Odgaard, kolportør P. Larsen Ravn (søndagsskolelærer i 40 aar, meget agtet og afholdt), gdjr Chr. Gade, Odby, gdjr Poul Christensen, Uglev, gdjr Mads Poulsen, S.


1921 oplyses: God kkg, de stadige kirke­gængere hører til IM, IM overvejende, 2 mh, hvoraf det ene benyttes meget. Ingen sekter. 1926: Kkg 33 og 20 pct, store IM smf, gode forhold. 1935: Kkg 25 og 18 pct, IM frem­herskende, KFUM og K (50 Dg 60). 1947: Kkg 25 og 15 pet, gode forhold, mange regelmæs­sige kkg, præget af IM gn mange aar, 3 sdsk, 1958: Kkg 20 og 12lh pet, stort 1M smf, KFUM og K, 4 sdsk, 2 børnesykredse, etrd Agger­holms børnehjem med friskole.
______
Søndbjerg kirke (Jomfru Maria k), nær Sydgrænsen, bestaar af romansk skib og kor af granit. kvadre paa skraakantsokkel. Syddøren med skulp­tur, en apsis blev nedbrudt før 1806 og genopført 1909, anseligt gotisk taarn med gavle i nord-syd og romansk bue til skibet. Runeindskrift, vaabenhus mod syd, ombygget 1898. Sydsiden af kirken om­sat 1909. Blytag. Bjælkeloft. Koret hvælvet. Kalkmalerier paa korhvælvingen (musicerende engle) fra c 1575. Trefløjet altertavle fra c 1600, maleri af den korsfæstede i midten (A. Dorph), skriftsteder ved siderne. Ved restauration 1946 førtes malerierne tilbage til oprind form. Kalk fra c 1575, prædikestol fra c 1600 i 4 storfelter, lydhimmel, 2 syvarme­de lysestager samt daabsfad, skænket af etrd I. P. Aggerholm. Klokke fra 1788. Orgel pulpituret nedta­get og orglet ombygget 1952. 170 sd. - Paa kirke­gaarden smuk obelisk over pastor Niels Wilse, d. 1808.
Danm kirker, s 755-68, Thisted amts aarb, 1931, s 162, smst, 1930, s 3 f, Thura: Aalb st, s 541 f, Uldall:
Optegn I, s 29, Dsk atlas V, 472, 482, Danske sagn III, 194, Aarb f nord oldk, 1913, s 145 f, Chr.
Elling i Tilskueren, okt 1934, Mackeprang, s 171, Landet mod Nordvest I, 1946, s 81, 146, 148, 160, 212.


Odby kirke (Sct Mauritius), den sydligste paa Thyholm, vid udsigt mod syd, bestaar af romansk skib og kor af granitkvadre paa skraakantsokkel, sengotisk taarn med gavle i nord-syd, vaabenhus med kamgavl mod nord, opført 1923 i stedet for et ældre. Brede syd vinduer. Korbuen bevaret.

 Bjæl­keloft. Romansk alterbord, renæssancealtertavle fra c 1600 med dobbeltsøjler, skriftsteder øverst og ne­derst, i midten Synderen ved korsets fod (A. Dorph), malet 1911. (Det tidligere alterbillede: Gangen til Emmaus, var malet af en malersvend, der havde arbejde paa Thybanen.) Tavlen restaur 1911. Kalk fra 1581. s.tager fra 1641. Romansk granitfont. korbuekrucifix fra c 1400. Lysekrone, østligt i skibet, fra c 1650. Prædikestol fra c 1575 i 4 felter, med lyd. himmel. 150 sd, Orgel. Kirken restaur 1909'.
Danm kirker, s 769-74, Thisted amts aarb, 1931, s 163 f, Thura: Aalborg st, s 542, Uldall: Optegn II, 28, Aug Fr. Schmidt: Danm helligkilder, 140, Macke­prang: Døbefonte, s 171, Knud Aagaard ; Beskr af Thy, 1802, s 224, Landet mod nordvest I, s 128, 158, 160, 165.
Folketal: 1850: 543 og 469, 1901: 571 og 693, 1921: 604 og 924, 1955: 518 og 772.
Altergæster: 1872: 627 og 563, 1892: 680 og 652, 1902: 734 og 742, 1912: 574 og 564, 1922: 779 og 645, 1932: 730 og 815, 1945: 867 og 704, 1957: 1103 og 898.
Menighedsraad: 1922: 10 IM, 2 ubp, 1934: do, 1945: 12 IM, 1957: 12 n IM.
Kommunevalg: 1943: Soc 20 (O), kons 146 (3), ven­stre 191 (3), u p 85 (1), arb 31 (O), 1958: Soc 84 (1), kons 233 (2), venstre 202 (3), arb 39 (O)


Sognepræst
Indt 1860: a) 362 byg, 9 havre, b) 28 rdl, 56 brød, 90 sn æg, 13 lpd ost, c) 11 rdl m m, d) 310 rdl, e) 36 td ld ager mm. - 1870: Regul 2012 kr, netto 4518 kr.
- 1913: 2. kl, 1958: 12. kl.
Pgd cpf 1768, rest 1861 og 1923.
15. 4. aug 1838-29. jan 59 (sp Hvidbjerg­ Ø-L 13. maj 29): Michael Paludan Thoming Christensen, * 8. jan 03 Kbhvn. Forældre:
Vexehlør i Nationalbanken Palle C og Cathri­ne Marie Seierøe.
Stud priv 20, c jan 26 (h), d. 29. jan 59. ~ 28 Johanne Larsen, * 9. juni 02 Kbhvn, t 5. sept 67. Forældre: Skibskpt Datter - Paludan, Fejø.
16. 19. april 1859-13. sept 72 (sp Skjold­borg-K 18. maj 51): G. M. Q. Christophersen, fl t Koldby, Samsø, se der.
17. 27. nov 1872-19. marts 85 (sp Rær-H-V 21. marts 64): P. Falk Rønne, fl t Vejrum, se der.
18. 27. maj 1885-20. jan 1921 (sp Idum 2. aug 75): Provst Carl Edvard Paludan, * 15. aug 44 Alrø. Faderen: Sp Raarup, provst, d. 69, se der. Stud Horsens 63, c 701 (hl), hjpr Høve-F 3. sept 70, provst Refs-Hassing herr 14. jan 96, r af Dbg 11, afsk 20. jan 21. Dbm 21, t 24. jan 26. - 19. juli 72 Anna Sophie Dagmar Clausen, * 5. aug 43 Breth, d. 25. aug 11. Forældre: Lærer i Gjesing Niels Knudsen G Dg Ane Cathrine Worm. - Datter ~  Laur­sen, Vestervig-A. Broder: Gunderup-N, slægt se .stamt 65. Hustrus broder: St Brøndum-S-T, Moders fætter: Worm, Søndersø.
Medl Udv f IMs børnegudstj, kredsfmd IMs børnegudstj , fmd Santalmiss 10-20.
Skrev art i Santalposten, IM tid, Raadgiveren osv.
Provst P er udførligt omtalt ovf. Han vokse­de op i et fint gammelt præstehjem. Hans fader var de vaktes ven, og P var hele sit liv præget af gammeldags, aristokratisk præstegaards. kultur. Han var som ung hjpr hos IMs fmd, pastor C. F. Rønne, og mødte der baade den velsignelse og de vanskeligheder, der i disse aar prægede IM. Fra den tid sluttede han sig til IM, selv om han af natur var højkirkelig. I Idom holdt han møder i sit hjem, begyndte sdsk og ungdomsarbejde. Han virkede ivrigt for plantningssagen og fik præstegaardshaven smukt anlagt. En grundtvigsk lærer gik imod ham og indkaldte gr præster. P var afholdt i Idom, havde god kkg. Sin egentlige gerning fik han i Søndbjerg-O, hvor han stillede sig midt i IMs arbejde, vandt mange venner 'Og nød stor agtelse. Han var en af dem, hvis ord betød mest paa Thyholm. En af hans venner skrev: »,Elskelig, stille og mild staar han for mig.« Mandig og myndig var han tiIlige og kæmpede ridderligt for, hvad han ansaa fer ret. I de mest bevægede aar i Thy fik han en kamp­stilling, som nok ofte faldt svær for hans fre­delige natur. Han kaldte sig ikke IMs mand, men han var det. Han betød umaadelig meget for de to sogne, baade som sjælesørger Og som prædikant. Der var ikke noget nyt eller slaa­ende i hans tale. Den var jævn og naturlig, baaret af dyb overbevisning og et varmt hjer­te, fri for al jagen efter effekt. Desværre var hans røst svag.
Der var mange grebne af Guds riges arbej­de, der nød godt af hans grundighed, kundskab og kærlige forstaaelse: børnegudstjenestesa­gen viede han stor interesse, ligesaa ungdoms­arbejdet. Straks da han kom til Søndbjerg, be­gyndte han børnegudstjenester og ungdomsmøder, og mange kunne føre deres aandelige gen­nembrud tilbage til disse møder. I søndagssko­leudvalget var han en af de bærende. IMs sam­fund i Thy og paa 'I'hyholm, de fælles 1M mø­der og IMs arbejde regnede ham som en af le­derne, og det var ham, der indviede næsten alle missionshusene, der rejstes i Thy i disse aar, - Som provst var han uhyre samvittighedsfuld, afholdt og respekteret af præster og lærere. Ud over landet blev han kendt som Santalmissio­nens formand. Han hørte til Santalmisssonens gamle og fuldtro støtter. Biskop Oldenburg skriver i Santalposten: »Det, der prægede provst P i samarbejdet, var hans fredselskende sind. Han kunne ikke lide, at der i forhandlingerne korn retningsforskelle frem. Han prø­vede at mægle og havde øje for de forskellige gaver og deres anvendelse. Han skal æres fer, at han trorast holdt ved i en tid, hvor saa man­ge gav op og gav deres interesse til andet mis­sionsarbejde. Det var en ædel mands færd, man havde for sig, naar man var sammen med ham.« Han kendte nøje alle santalmissionærer­ne, stod i brevveksling med dem og betød me­get for dem. Provst P mindes som »en enspæn­dernatur, som vidste, hvor han stod - paa ordets grund.«
Santalposten 15. febr 26, kordegn N. Dueholm i Kr dbl 26. jan 26, DnA 1917, s 29, la Cour: Slægten P, 1936, s 146 f, R. R. Rosenlund: Fra Santaimissionen, 1934. Se iøvrigt foran.
19.  25. maj 1921-25. nov 28 (rejsepræst Santalmissionen 20): V. A. Thelle, flt Rud­købing, se der.
20.  9. marts 1929-12. juni 40 (sp Studs­gaard-H 16. juni 23): Provst C. Nørsøller­ Jensen, provst her 28. marts 40, fl t Hurup, se der.
21. 17. sept 1940 (hjpr Vedersø 39): An­ders Christian Ditlev Berthelsen. * 11. marts 12 Harboøre Faderen: sp Skanderup, d. 57, se der. Stud Ribe 31, c 381 (1), hjpr Skanderup 26. okt 38. ~15. nov 40 Gerda Carla Bøg-Jensen, * 12. jan 16 Odense: Forældre: Ingeniør Jens Marius B-J og Meta Møllgaard. - Søster ~ Hvas, Hjerm. Fætter: Sand, Blistrup.
Kredsfmd IM i Sydthy, BM Kredsbest for Santalmissionen, fmd S børnehjem.
Medforf til bogen om Kaj Munk, 1946.
 
Litt: Thisted amts aarb, 1933, s 379 f, 1935, s 72 f, Landet mod nordvest, I-II, 1946, især s 276, 284 f, Jens Thybo: Kun god er Gud, I, 10 f, A. C. Tandrup: En strid om udskiftningen i S, Thisted amts aarb 1934, 484 f, A. Gadegaard: Gaarde i S sogn, Thisted amta aarb, 1933, 1935, J. Falk Rønne: I sol og blæst (se ovf), A. Christensen: 1M i Sydthy, 1933, Achton Friis: De jyders land I, 167, F. Elle Jensen:
Pietismen i Jylland, 1944, s 129, C. Riis: Slægtsgaarden Helleris i S sogn, Thisted amts aarb, 1954, s 241 f, Henr. Laursen: S bys vide- og grandelov. smst 1940, 43-53, A. Sørensen: Oddesund f'ærgested, smst 1951, 131-74.