Prædiken ved brojubilæum:

Gudstjeneste i forbindelse med Oddesundbroens jubilæum 9.maj 2013.

Spredt ud over hele Danmark ligger de. De store og de små, de flotte og de grimme. De gamle og de nye. De korte og de lange. Som stolte monumenter over menneskers skaberkraft rejser de sig over vandet og danner forbindelse mellem landsdele, skaber vej over vandene, over sundede, over fjordene, over bælterne og skaber vej for mødet mellem mennesker.

Broerne. Broerne der samler Danmark, gør landet vandfast lige fra øst til vest og nord og syd. Udsletter skel. Broerne, der gør verden mindre men også større, fordi de baner vej for menneskers virke i verden, og lukker verdener op.

Om det så er den verdensberømte Storebæltsbro der rækker over et 6 km. bredt bælt, eller det er den noget mindre Oddesundbro, der kun strækker sig over et halv km. bredt sund, så er betydningen den samme.

Så der er ikke noget at sige til at det for 75 år siden forventningsfuldt og taknemmeligt lød i en takketale fra thyboen Jens Søe: ”Men I ska ha tak for den Bro, der I gav os, no for I nok lavved Mennesker a vos. ”, godt nok sagt på noget mere syngende thybomål end jeg kan klare efter kun godt et år på Thyholm.

For med Oddesundbroen var det slut med at skulle med færge over sundet. Slut med at skulle vugge på bølgen blå og være afhængig af vind og vejr.

For pludselig var to verdener forbundet med hinanden. Pludselig blev det så meget nemmere at komme fra Thy til resten af verden. Pludselig lå det forjættede land foran en.

Pludselig kunne mennesker fra nord og syd gå på vandet, og komme tørskoet over på den anden side af det til tider viltre sund, hvor mennesker såvel som dyr gennem tiden har mistet livet. Pludselig havde mennesker magt og styr over naturkræfterne.

For der var bygget bro over sundet, over det der skilte ikke blot vandene, men også mennesker, og nu kunne der så også bygges bro mellem mennesker. Nu kunne der skabes venskaber, fællesskaber og sammenhold på kryds og på tværs af land og by, på trods af sprogforbistringer. Vandet skilte ikke længere.

For det er broers funktion. At skabe sammenhæng, at skabe sikker vej over det vi mennesker ikke kan forcere selv, at bygge over forhindringerne. Betydningen er enorm, for pludselig ligger der en vej over det faretruende vand, der ligger en vej, over det usikre over det skræmmende. Der ligger en vej vi kan gå på, når vi skal over vandet.

For selvom vi lige før i fortællingen hørte, om hvordan Jesus vandrer på søen i den vildeste storm, sikkert uden så meget som at blive det mindste våd, hører hvordan Jesus formår det utrolige og behersker den storm, som mange der er født og opvokset herude så tæt på vand og vind ville ønske de også kunne. Så kan vi ikke.

End ikke disciplen Peter formår at vandre på vandet ud til Jesus, selvom han har Jesus i sin nærhed. Så hvordan skulle vi på nogen måde kunne gå på vandet? Vi kan ikke hvor meget vi så end beder og tror overleve eller beherske naturens rasen, for vi er blot mennesker.


Vi snubler og falder, drukner og bukker under i vandet, nøjagtig som Peter gør det, hvis vi bevæger os ud på for dybt vand. Om det skyldes at vores tro er for lille, som Jesus siger til Peter, eller det skyldes at vi blot er mennesker, der nok kan bygge flotte broer, for at komme tørskoet i land, men aldrig kan blive stærkere end livet selv og naturkræfterne er så en anden sag.

Men det er ikke kun på vandet vi snubler og falder i. Det er ikke kun på de truende ukendte favne af vand vi falder. Også i livet falder vi af og til, føler vi drukner og frygter for fremtiden. For vores liv er som det ukendte vand.

Sommetider skræmmende som Vesterhavet en stormfuld efterårsdag, hvor alt splittes fra hinanden rives op og brydes ned.

Sommetider skønt som Oddesund en stille forårsdag, hvor sælerne fredfyldt stikker hovederne op til overfladen og solen spejler sig i det blikstille vand og alt ånder fred og idyl.

Og i de sekunder af lykke føler vi at livet er så stort og fantastisk at vi kan svæve på skyerne eller gå på vandet. Blot for nøjagtig som Peter, kort efter at tvivle, bekymre sig for fremtiden, ærgre sig over fortidens fejltagelser, frygte for livets ukendthed, at vi straks efter falder i vandet og hjælpeløse ligger og basker som stækkede fugle på bunden af havet.

For vi mennesker har også brug for broer i vores dagligdag. Ikke kun de store flotte bygningsværker, vi kan gå over vandet på, men også broer, der kan hjælpe os over livets svære stunder. Der kan hjælpe os over livets smertefulde nedture. Broer der giver trøst og glæde mennesker i mellem, og som vi sang lige før med Grundtvigs ord, så er der en bro i verden, der ligger lige for, ikke en bro vi kan se fysisk men en bro der alligevel trænger sig på i vores liv: ”O vidundertro!

Du slår over dybet din gyngende bro.”

Broen er troen. Kristendommen. Kan være den bro i livet, som giver os mennesker mulighed for at komme over på den anden side af det svære og skræmmende, den bro, der giver os trøst, når alt er allerværst. Den bro, som vi mennesker også selv kan være med til at bygge, når vi møder mennesker med åbne arme og med forventning om at de kommer i tillid til os.

Men troen gør ikke at vi ligesom på Oddesundbroen kan komme tørskoet over sundet. Tværtimod så ved vi, at vi aldrig kommer helt tørskoede gennem livet, hvor faste vi så end mener vores tro er.

Men troen, insisterer på at der altid er noget mere end blot smerte i livet. At der er stilhed efter stormen. At der altid er glæden, at der altid er det gode og det lykkelige i vente. Og den bro er ikke en bro kun skabt af Gud, men en bro vi bygger sammen i fællesskab, når vi gør livets forhindringer nemmere at bære for hinanden.

Så vi siger tak for broen og for troen som kan bygge bro og ikke kløfter mellem mennesker og tak for festen som vi skal holde i dag.

Amen

Nina Dyrhoff Nyegaard